Om os

Historie

ABVAC i Danmark blev etaberet som selvstændig virksomhed af Steen Knudsen i december 1988 med det formelle firmanavn – Steen Knudsen Bygningsentreprise.

Steen Knudsen var i 1985 ansat hos ARMTON, et datterselskab i den svenske entreprenør- og byggekoncern ABV. Da asbestproblematikken spidsede til i 1985 og fortsatte med voldsom kraft i starten af 1986, besluttede man hos ARMTON at undersøge mulighederne for at aktivere sig i dette marked for asbestsanering. ABV i Sverige havde nogle år tidligere via deres afdeling ”ABVAC” specialiseret sig i asbestsanering og var førende i Sverige både med hensyn til udførelse, udvikling af maskiner og filtre til asbestsaneringsopgaver. ABVAC i Sverige var desuden stærkt engageret i lovgivningsarbejdet og uddannelsen af mandskab.

Steen Knudsen samt en gruppe håndværkere hos ARMTON fik en asbestuddannelse i Sverige og ABVAC I/S blev etableret med ABV i Sverige og ARMTON i Danmark som interessenter og med Steen Knudsen som leder.

Med start i april 1986 skete der herefter en voldsom udvikling, og i sommerferien samme år var der beskæftiget 30-40 mand, der fortrinsvis arbejdede med asbestsanering af lofter i skoler og institutioner samt med monterering af nye lofter.

Frem til 1988 var der hektisk asbestsaneringsaktivitet over hele Danmark, og mange tusinde m2 asbestlofter var blevet nedtaget. Herefter blev der stagnation og samtidigt blev der omorganiseret i AVB-koncernen, hvilket vanskeliggjorde et fortsat samarbejde med ABVAC i Sverige. ARMTON valgte derfor at stoppe asbest-saneringsaktiviteterne i Danmark.

Steen Knudsen besluttede at fortsætte aktiviteterne med asbestsanering, idet der stadig var et stort potentiale. Efter en aftale med ARMTON overtog Steen Knudsen medarbejdere samt en stor del af materialet i slutningen af 1988, og Steen Knudsen Bygningsentreprise (SKB) blev startet med ret til at benytte ABVAC – ABVAC-navnet blev herefter brugt i det daglige arbejde.

SKB og ARMTON i Sverige fortsatte i nogle år samarbejdet, men på grund af udskiftning af personale og frasalg af aktiviteter i Sverige stoppede dette samarbejde.

Entreprenør med ekspertise i asbest, skimmel, PCB og tungmetaller

SBK som blev omdannet til ApS i 1990 har gennem årene udført tusindvis af asbestsaneringsopgaver, store som små. Disse opgaver har omfattet sanering af tekniske installationer (rørisolering m.m.), loft- og vægplader, tagplader og meget meget mere.

Af store opgaver kan nævnes sanering af et kraftværk i Tyskland, en sukkerfabrik i Sverige, et stort marinefartøj i Frederikshavn og dampbrønde i Københavns gader.

I 1995 blev ABVAC involveret i den første skimmelsaneringsopgave, og med et øget fokus på dårligt indeklima i skoler og institutioner blev der hurtigt skabt mulighed for at forstærke indsatsen på dette område.

Der blev indgået aftale med MicroClean om retten til at anvende tørdamprensningsmetoden af samme navn, og det blev efterfølgende til afrensning af tusindvis af m2 skimmelforurenede overflader med MicroClean-metoden®.

Særligt i perioden med byggeboomet i 2006-2008 skete der rigtig mange fugt- og vandskader både i nybyggeri og ved renoveringer. Virksomheden fik derfor voldsomt travlt med at skimmelrense i disse byggerier.

I forbindelse med monsterregnen i juli 2011 fik ABVAC travlt med skimmelrensning, men også med andre former for skadesafhjælpning (nedrivning, affugtning, desinficering m.m.).

I de senere år er der kommet fokus på andre farlige og miljøskadelige materialer i vores bygninger, nemlig PCB- og blyholdige materialer. Disse aktiviteter har ABVAC naturligt engageret sig i og har både viden, erfaring og materiel til disse opgaver.

Få et uforpligtende tilbud

Udfyld formularen og få et uforpligtende tilbud på din opgave. Vi vender tilbage hurtigst muligt.

ABVAC er medlem af Dansk Asbestforening